For en fængselsindsat skal julen være et lys i mørket.

Det mener Jesper Birkler, der er fængselspræst i Enner Mark Fængsel.

Blandt fængslets indsatte finder man drabsmænd, røveridømte, terrordømte, rockere og narkosælgere, der er idømt fængsel fra få år til livstid og forvaring. Fængselsstraffe, der betyder, at de skal tilbringe julen indespærret i fængslet ved Enner lidt udenfor Horsens.

Men selv her markeres julen, og for Jesper Birkler er det vigtigt, fordi flere af de indsatte ingen kontakt har til omverden udenfor murene.

”Det er et lys i mørket. At der er et håb og noget, der giver mening i tilværelsen,” siger fængselspræsten.

Skal ikke bare snakkes efter munden

Som fængselspræst har han samtaler med de indsatte. Han holder også gudstjenester og deltager i fængslets normale rytme. Det gælder blandt andet i fængslets kulturhus, som især i tiden op til jul har flere arrangementer på programmet.

”Vi har en række arrangementer for at give et strejf af jul for de indsatte. Udover gudstjenesterne har vi nogle sammenkomster i kirken, og der er ekstra mange samtaler i december,” siger Jesper Birkler.

Jesper Birkler har været fængselspræst i Enner Mark Fængsel i seks år. Pressefoto

Selve gudstjenesterne ligner det, der foregår i almindelige kirker, men rammerne omkring ceremonierne i fængslets kirke er lidt anderledes, fordi der eksempelvis er vagter tilstede.

Samtalerne handler både om kristendom og biblens budskaber, men Jesper Birkler snakker også med de indsatte om, hvordan opholdet i fængslet generelt skal håndteres. Han understreger samtidig, at han ikke kun har samtaler med kristne indsatte – også snakke med muslimer eller indsatte med andre religiøse overbevisninger er en del af hans hverdag.

”Det er vigtigt, at du står overfor et menneske og viser, at du interesserer dig for deres situation, men man skal også markere sig og ikke bare tale dem efter munden,” mener han.

De er især vigtigt for de indsatte, fordi en del af dem ingen kontakt har til familie eller venner udenfor murerne.

”De kan sidde og se på tv og læse i medierne, at den går for fuld udblæsning med julestemning fra midten af oktober. Den stemning og det ræs, går de glip af, siger Jesper Birkler.

”Ingen lever problemfrit, men …”

Nogle af de indsatte må godt få besøg af deres børn i forbindelse med julen. Så bliver der afholdt klippe-klistre dage og spist slik, som for mange danskere er en tradition i juletiden. Det er det således også på Enner Mark Fængsel, hvor Jesper Birkler de seneste år har skaffet midler, så han kan lægge slik til de indsatte, så de også kan mærke julen.

”Jul for fangerne er også afsavn. Forestil dig, at du bliver far til et barn, mens du er i fængsel. Barnet får du ikke lov til at være sammen med udenfor fængslet, før hans eller hendes konfirmation. Dem er det vigtigt, der bliver lavet arrangementer for.”

”Man skal huske, at der som det at leve som menneske – i fængsel eller ej – altid er lys, sorg, medgang eller modgang. Der er ingen, der lever problemfrit, men i et fængsel er det en større udfordring, fordi man er overvåget og har fået frataget sin frihed,” slutter Jesper Birkler.

Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skrevet af Thomas Nedergaard Rasmussen

Thomas Nedergaard Rasmussen er journalist og skriver jævnligt artikler til Kirken i Østjylland.

One Comment

  1. Jørgen Lasgaard 4. december 2017 at 16:56

    Så stærkt og relevant og vigtigt og smukt – lys i mørket – og menneske til menneske kontakt – og nærvær og humor og stilhed og latter – tak Jesper

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *