Når der er juleaften på værestedet Det Blå Sted, skal der ikke mangle noget.

Menuen består på klassisk vis af flæskesteg, and, rødkål og hele molevitten. Juletræet er pyntet op, og under det vil der ligge gaver til alle.

Alt sammen sponsoreret af lokale virksomheder og gavmilde borgere.

“Vi er meget taknemmelige for alle donationerne, da det er med til at give vores brugere en mindeværdig juleaften på lige fod med andres juleaftener. Det er vigtigt, at selvom de måske ikke længere har kontakt med deres familie eller venner, så har de et fællesskab her,” fortæller Jesper Olsen, præst og socialfaglig medarbejder på Det Blå Sted.

Far og søn hjælper til

En juleaften på Det Blå Sted begynder midt på eftermiddagen med kaffe og kage, hvorefter de, der har lyst, følges til gudstjeneste i Skt. Lukas Kirke. Ved 18-tiden tages der hul på middagen, og senere på aftenen synges der julesange og uddeles julegaver, inden det hele slutter klokken 21.

Året rundt vil Det Blå Sted gerne gøre en forskel for socialt udsatte i Danmark, men især i december måned er der ekstra brug for omsorg, fortæller Jesper Olsen, medarbejder på værestedet. Foto: Anders Kynde

“Vores erfaring er, at der kommer 30-40 brugere i løbet af dagen. Nogle er der hele tiden, mens andre er der få timer. Derudover er vi 10 ansatte og frivillige til at stå for det praktiske og ikke mindst til at hygge og snakke med brugerne,” forklarer Jesper Olsen.

Blandt de frivillige er Mads Emil Kristensen, der sammen med sin far, Niels Peter, for første gang hjælper til juleaften på Det Blå Sted.

“Da min far og jeg er de eneste i vores familie, der ville være hjemme juleaften, tænkte vi, at det var oplagt at holde jul på Det Blå Sted, hvor jeg i forvejen er frivillig en gang om ugen. Vi kan ikke give dem en almindelig familiær juleaften, men sammen med andre frivillige og ansatte kan vi forhåbentlig skabe en juleaften, som frivillige og særligt brugerne vil se positivt tilbage på,” fortæller Mads Emil Kristensen.

December er en sårbar måned

Udgangspunktet for Det Blå Sted er, at man gerne vil gøre en forskel for socialt udsatte hele året rundt. Men der er dog særligt én måned, hvor værestedet oplever et større behov for nærvær og omsorg blandt de socialt udsatte.

Ifølge den seneste optælling af hjemløse er der 767 uden tag over hovedet i Aarhus. Det er stigning på næsten 15 procent siden 2015, viser tal fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Foto: Pixabay

Og det er december måned, forklarer Jesper Olsen.

“Jeg tror, det er svært at være i deres sted. Ja, faktisk er det svært hele året rundt, men særligt i december, der er en mørk og kold tid. Det er også en tid, hvor man kan blive mindet om alt det, man ikke har. Mens man ser folk med deres familie og venner gå rundt i shoppingcentret for at købe julegaver, kan man sidde på bænken helt alene og blive mindet om, hvad man savner og længes efter,” siger han.

LÆS OGSÅ: Den svære jul på hospitalet

Derfor oplever Det Blå Sted, at flere af brugerne bliver mere kede af det, sårbare og følsomme af den grund.

“For nogen betyder det måske, at misbruget bliver endnu større, fordi man gerne vil flygte fra de problemer eller tanker, der opstår,” forklarer Jesper Olsen.

Vidner om håb og næstekærlighed

Det Blå Sted har i mange år fejret juleaften for dets brugere, og det er en tradition, værestedet har gode erfaringer med.

“År efter år bliver vi bekræftet i, at det er en god tradition, fordi vi alle får en fantastisk oplevelse, som vi husker tilbage på og kan snakke om i lang tid,” siger Jesper Olsen.

Det Blå Sted i Aarhus har daglig kontakt med mellem 30 og 60 socialt udsatte borgere. Her er det Jesper Olsen (th.) og en af brugerne på værestedet. Foto: Anders Kynde

Han mener også, at traditionen vidner om, at der stadig er håb og næstekærlighed i samfundet.

“Man siger, at julen er hjerternes fest, og det oplever vi især på Det Blå Sted, fordi der er mange, der gerne vil give ud af deres overskud og hjælpe nogle af de mest udsatte i Danmark,” fortæller han.

Mange vil gerne være frivillig

I forbindelse med juleaften-arrangementet har Jesper Olsen modtaget mere end 30 henvendelser fra folk, som gerne vil hjælpe frivilligt til på værestedet.

“Det er overvældende, men vi ikke har plads til så mange mennesker. Heldigvis er der jo mulighed for at være frivillig på Det Blå Sted hele året rundt og ikke bare juleaften,” forklarer han.

Det Blå Sted i Aarhus hører under organisationen Blå Kors, som i alt har 10 væresteder i Danmark.

LÆS OGSÅ: Julen set fra en fængselscelle

Skrevet af Anders Kynde

Anders Kynde er journalist og skriver jævnligt artikler til Kirken i Østjylland.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *