Døgninstitutionen Valdemarhus er hjem for en gruppe børn, som af forskellige årsager ikke kan bo hos deres biologiske forældre eller i en plejefamilie. Alligevel holder man jul i samme stil som i mange danske familier. Det kræver blot, at der tages særligt hensyn til de unge.

Flere af de unge på Valdemarhus har nemlig en diagnose, som betyder, at de har det bedst, hvis der er tydelige rammer for deres hverdag. Derfor serveres der altid aftensmad klokken halv seks, og personalet sørger for at forberede de unge på, hvis der sker noget udover det vanlige program. Det gælder blandt andet i tiden op til jul, hvor der er en række fællesaktiviteter, de unge kan deltage i.

”Nogle af de unge kan være en del af arrangementerne

Tina Lauritsen er leder af Valdemarhus, hvor hun har arbejdet siden 2003. Pressefoto

hele aftenen, og nogle magter måske at være her en halv eller en hel time. Det er vores opgave at skabe en ramme hvor flest mulige kan være del af arrangementet. Mange af vores unge har det svært med at være sammen med mange mennesker, hvilket gør, at de til tider trækker sig fra fællesskabet og søger mod deres værelse, siger Tina Lauritsen, der er leder på Valdemarhus.

Sårbare unge

Om dagen er de unge i skole eller på arbejde, som de plejer, men ellers er dagligdagen en smule ændret på Valdemarhus i ugerne op til jul.

”Nu har de fleste efterhånden en alder, som gør, at vi ikke ser julekalender på samme måde som tidligere, men ellers er december hos os som i almindelige familier med julebagning og konfekt. Vi har også juleklip med forældre, der bliver inviteret. Der bliver generelt bare hygget mere, end der gør i andre måneder,” siger Tina Lauritsen.

Valdemarhus er hjem for syv børn og unge, og desuden har de én ung tilknyttet, som bor i egen bolig. Husets målgruppe er 6-18-årige, der har brug for særlig støtte eller behandling i tydelige og forudsigelige rammer.

”Det er unge mennesker, som ikke kan bo hjemme, fordi det er gået galt i hjemmet. I sin tid var det forholdsvis børn på 5-6 år, der kom her. I dag er de typisk 13 til 15 år, når de kommer hos os. Ofte er det en blanding af diagnoser og pubertet, der gør, at det kan går galt,” siger Tina Lauritsen, der er leder på Valdemarhus.

Jul på Valdemarhus ved Randers, der danner rammen om det meste af julemåneden for syv børn og unge. Pressefoto

Som en helt traditionel juleaften

Opholdet på Valdemarhus skal forberede de unge på en tilværelse, hvor de kan klare sig selv og en dagligdag med regninger, indkøb samt uddannelse eller arbejde.

”Vi har nogle, der har været her i mange år, og det er svært for dem, når de skal ud og møde systemet. Møder de ikke op på job, mister de deres ydelse, og så står de pludselig uden penge på lommen. Mange kommer fra familier, der ikke er så ressourcestærke, så de har ikke noget netværk, som kan hjælpe dem med for eksempel at betale regninger eller komme afsted til tandlægen,” siger Tina Lauritsen.

På trods af de forskellige udfordringer, de unge på Valdemarhus har, så holder personalet fast i traditionerne. En af dem er en juleaften, hvor personale, de unge samt tidligere beboere på Valdemarhus mødes for spise julemad og hygge sig en dag i december.

”I år var vi 25 personer til and, flæsesteg, julegaver og dans om juletræ. Det er som i en almindelig familie – vi er bare lidt flere.”

Plads til særlige ønsker

Flertallet af de unge er hjemme ved deres familier den 24. december, men der er også nogle, der vælger at blive på Valdemarhus julen over. Der er også stor forskel på, hvor længe de unge er hjemme. Nogle er hjemme én dag, men andre er hjemme i en uge.

Selvom der er forskellige behov at tage højde for, lægger personalet samtidig vægt på, at der er plads til at gøre noget ekstra, hvis det er noget, der betyder noget særligt for de unge.

”I år kom en af de unge mennesker og sagde, at han plejede at få noget specielt julekonfekt i sin tidligere plejefamilie, og så sørgede vi for at lave det, fordi han forbinder det med noget dejligt.”

”Langt de fleste hos os forbinder julen med noget positivt eller negativt. Når de unge kommer tilbage fra jul snakker vi derfor med dem om, hvordan deres jul har været, hvad der har været godt og hvad der ikke har været mindre godt,” siger Tina Lauritsen.

Skrevet af Thomas Nedergaard Rasmussen

Thomas Nedergaard Rasmussen er journalist og skriver jævnligt artikler til Kirken i Østjylland.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *