Af Jesper Henning Pedersen
Foto: Arne Illeborg
Steen Bonde Christensen er Danmarks første kommunalt ansatte præst. I en toårig forsøgsperiode er han ansat for at styrke samarbejdet mellem kommune og kirke i Århus og skal være kirkelig referenceperson for de ansatte og de frivillige under Magistratens Afdeling for Sundhed og Omsorg i Århus.
Han ligner egentlig ikke en præst. Ikke sådan at forstå, at præster ser ens ud. Men alligevel - hvis man så ham på gaden, ville man måske snarere på den kraftige krop og de hærdebrede skuldre vurdere ham til at være jord- og betonarbejder. Som han sidder der i hjørnet af sofaen, i sorte lærredsbukser og løsthængende skjorte, ligner han først og fremmest den venlige mand, han er. Han er præst, og han har været jord- og betonarbejder. Foruden mange andre ting. Steen Bonde Christensen er bred. I mere end en forstand:
- Jeg har prøvet mange forskellige ting, siden jeg gik ud af skolen. Jeg har arbejdet på fabrik, og med diner transportable. Jeg har været jord- og betonarbejder, rengøringsassistent og arbejdet med DTP (desk top publishing) og med genbrug. Jeg har haft min gang på Christiania, på Th. Langs Seminarium i Silkeborg og blandt Guds Børn i Århus. Jeg har været militærnægter, frikirkepræst og teologistuderende. Jeg har prøvet meget.
En lang og kroget vej
Steen Bonde Christensens vej til stillingen i Århus Kommune har været lang og kroget. Barndommen var præget af det teosofiske miljø, og af de etiske idealer, han opfattede som en del af teosofien. Som ung reagerede han, som man ofte gør i den alder, mod sin opvækst.
- Jeg søgte væk fra det meget intellektuelle miljø og fandt over i Jesus-bevægelsen, som var aktiv i Århus på det tidspunkt. Det var især umiddelbarheden blandt de unge kristne aktivister, der tiltalte mig.
I årene fra 1974-78 gik Steen Bonde på seminarium i Tyskland, hvor han uddannede sig til frikirkepræst. Han vendte tilbage til Danmark for at aftjene sin tid som militærnægter. Derefter blev han præst i Højbjerg Frikirke, hvor han var i 10 år.
Tid at komme videre
Fra begyndelsen af 80erne havde han sin gang på Dialogcenteret. Intern splittelse her førte i 1992 til dannelsen af IKON, og Steen Bonde blev først formand og senere generalsekretær. Samtidig drev han sit lille dtp-firma, foruden at læse teologi på universitetet.
- Det blev et langt studium, da jeg jo samtidig havde et par fuldtidsjobs. Jeg læste teologi fra 1988 til 2004, hvor jeg blev cand. theol., og derefter ordineret som præst. Det har været en broget tid. Men jeg er temmelig sikker på at netop min brede baggrund gjorde, at jeg fik stillingen.
Den 15. december 2005 kunne Steen Bonde Christensen sætte sig til rette i jobbet som præstefaglig konsulent i Magistratens afdeling for Sundhed og Omsorg. Stillingen blev i sin tid til i et samarbejde mellem nu afdøde rådmand Niels Erik Eskildsen og biskop Kjeld Holm. Formålet var at skabe fælles aktiviteter mellem lokalcentre og kirker, og mellem brugerråd og menighedsråd.
Plads til troen
- Man kan sige, at det i ret høj grad er op til mig at formulere mit job. Jeg skal inspirere, og søge at skabe arbejdsglæde og fællesskab. Jeg er ansat som konsulent for de ansatte og frivillige, som arbejder i afdelingen for Sundhed og Omsorg. Jeg skal søge at inspirere og vejlede, med udgangspunkt i troen. Jeg skal ikke prædike, men sørge for at gøre plads for det element af tro, der er blevet fortrængt. Det er en kæmpefejl at ville adskille det verdslige og det religiøse.
Ansættelsen som præstefaglig konsulent er en stilling på halv tid, over en periode på foreløbig to år. Steen Bonde Christensen er nu nået godt halvvejs i dette forløb.
Den uddøende maskulinitet
- Jeg kaldes jo i daglig tale ældrepræsten, og det skyldes i høj grad at der netop her er meget at gøre. Ældre menneskers liv er i meget høj grad præget af tabserfaringer. Miste venner, arbejde, førlighed, hus, kørekort og så videre. Især ældre mænd er i fare for at blive så påvirket af sorg, at de vælger at tage deres eget liv. Statistikken fortæller os, at netop den gruppe er mest udsat hvad angår selvmord. Gennem livsmodsgrupper for tabsramte kan de få mulighed for at give følelserne ord, lære sig at forholde sig til yderligere tab, som næsten uungåeligt vil komme og skabe nye sociale netværk med andre, som er i lignende situationer. Et andet projekt, jeg har på bedding, er at få de ældre mænd ud sammen med for eksempel spejdere, og lade dem opleve lidt af det gode friluftsliv. Maskuliniteten er jo ved at dø ud i vores kultur. Dette kunne være en måde at tackle det problem på, samtidig med at vi fik unge og gamle til at tale sammen. Der er nok at tage fat på.