Med den nye folkeskolereform følger en masse muligheder for folkekirken, der bør nærme sig folkeskolen og engagere sig mere i dens undervisning. Det mener René Høeg, der er præst i Klosterkirken i Horsens.

Af Bo Grünberger

I sin præstegerning underviser René Høeg bl.a. konfirmandhold på en specialskole. Han har haft et godt forhandlingsforløb med skoleledelsen, der har spurgt, om han ikke vil fortsætte med at have formiddagsundervisningen. På det punkt kan man sige, at René Høeg har været heldig, da der også er præster, som pludselig må finde sig i at have eftermiddagsundervisning eller måske mister dobbeltlektionerne, som de har været vant til at have.

Men selvom René Høeg anerkender, at man kan være udfordret som præst, hvis man skal lægge sin undervisning om, så peger han på, at folke-skolereformen åbner op for en række muligheder som f.eks. heldagsforløb.

Samarbejde med lærerne

”Jeg tror, de fleste præster vil opdage, at det er rigtig fedt at have de dagsseminarer, fordi man kan nå hinanden på en helt anden måde, end man kan på 45 eller 90 minutter. Der kan man netop arbejde med ‘performativer’ frem for ‘informativer,’ som er et af mine slagord. Altså, at den formidling, hvor man sidder og fortæller i 45 minutter, og hvor eleverne sidder og lytter, den lagrer sig ikke på samme måde, som hvis de er integrerede og deltager. Det er også tanken bag ’cooperative learning’ – når du selv kommer på banen og selv bliver en del, så husker du og lærer du, og det bliver en god oplevelse,” fortæller René Høeg.

”Det giver mulighed for, at man kan tage ved lære af og snakke med de lærere, som er tilknyttet klasserne for at finde ud af, hvordan de arbejder normalt og finde ud af, hvordan man kan gøre det pædagogisk. Vi præster er oplært til at skulle være eksperter, der kan alting, men jeg synes, der ligger mange muligheder i at samarbejde med lærerne.”

Arbejd tematisk og tværfagligt

Man vil også kunne arbejde mere tematisk, siger René Høeg og nævner et eksempel med vand. Man kunne undersøge vand biologisk, se på hvilken rolle vand spiller for landbruget, for samfundet, eller hvordan man bruger vand i religio-nerne. Og der er mange andre temaer at tage af:

”Det kunne også være musik, hvor vores dygtige konservatorieuddannede organister er nogle fabelagtige musikere og formidlere. Hvad er noder? Hvad er ord, og hvad kan musik? Det kunne være en hel uge, hvor musiklærere og dansklærere var indblandede,” forklarer René Høeg.

Han peger på, at folkekirken traditionelt set har været en helt naturlig del af den dannelse, som børn og unge får i deres opvækst. Han håber, at folkeskolereformen vil kunne være med til, at folkekirken genopdager sin rolle som aktør i samfundsdannelsen.

”Folkekirken og kristendommen er en del af vores samfund og kultur, og det bruser i blodet på de fleste danskere, selvom de ikke kommer ret tit i kirken. Men den er der, og folk vil egentlig gerne lære om den, og de vil gerne selv være med til at gøre dørtærsklen lavere. Det er svært for dem at komme i gang med det, og det er det tydeligvis også for os som kirke. Men det tror jeg, denne her undervisning kan være med til, hvor man åbner kirken som teolog eller som organist. Eller måske er der nogle ressourcer i menighedsrådet, som kan byde ind.”

Kirken har meget at byde ind med

Folkekirken skal bruge folkeskolereformen til at genopdage sig selv som en ressource for samfundet, og særligt for skolen. Kirken har meget at byde ind med, og det vil folkeskolerne opdage, hvis de får muligheden, mener René Høeg.

”Jeg tror, mange lærere og skoleledere er usikre på, hvad det er, vi præster kan og vil. Så det er præstens opgave at få formidlet, at vi godt kan finde ud af at undervise, uden at vi bruger den der foie gras-metode, hvor vi står og stopper Gud ned i halsen på folk. Vi kan godt finde ud af at formidle det på en kulturel og samfundsmæssigt relevant måde,” siger han.

Og folkeskolereformen åbner op for, at folkekirken kan engagere sig mere i samarbejdet med landets folkeskoler:

”Der står også i reformen, at skolelederne skal tage kontakt til det omkringliggende samfund og finde ud af, hvordan vi kan bruge hinanden. Det er jo både NGO’er og erhvervsliv men selvfølgelig da også folkekirken. Det siger fuldstændig sig selv, at kirken er en ressource, som skolen kan stikke snablen ned i og lære en masse ting af.”

 

Læs meget mere om temaet her: Røsten nr. 5

 

 

 

Skrevet af Martin Høybye

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *