I det Nye Testamente kan man læse, at Helligånden satte disciplene i stand til at forstå mange sprog og uddrive dæmoner. Det er der ikke mange, der tror i dag, men betyder det, at Helligånden ikke længere findes?

Af Zenia Larsen

Pinsen nærmer sig. Det er her, vi fejrer, at Helligånden kom til disciplene og gjorde det muligt for dem at forkynde evangeliet til alle folkeslag. Det gjorde den ved at gøre dem i stand til at tale og forstå alle sprog, og den satte tunger af ild over deres hoveder. I Markusevangeliet kan vi læse, at Jesus inden da sagde til disciplene, at de skulle gå ud og forkynde troen, og at de troende skulle kendes på nogle helt bestemte tegn:

“I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.”

I dag er der mange kristne. Men vi ser ingen, der har tunger af ild over hovederne, eller som drikker dødbringende gift uden at tage skade. Dæmonuddrivelse, eksorcisme, praktiseres stadig i nogle trossamfund, men generelt er der ikke rigtig nogle håndgribelige beviser på det, vi som kristne tror på.

Alligevel holder vi fast i, at Helligånden stadig er blandt os. Det er den, der forbinder os med Jesus, der steg til himmels for at sidde ved sin fars højre side. Det er den, der åbner evangelierne for os og gør dem levende. Den, der er Jesus’ talsmand nu, hvor han er gået tilbage til Faderen. Det holder vi fast i, selvom vi mangler de ydre tegn, som Jesus lærte sine disciple at være på udkig efter.

Hvordan kan det være, at Helligånden - og de troende - ikke længere kendes på samme måde, som vi lærer om i evangelierne? Har Helligånden forladt os? Eller er dens kraft blevet svagere? Eller er det måske os - de troende - der er blevet så sekulariserede, at vi ikke længere er i stand til at begribe det, der ikke er konkret og håndgribeligt?

Det sker jo, at en person hævder at være blevet kureret af en kristen, der blot lagde sine hænder på ham eller hende. Eller at nogle er besat af dæmoner og bliver kureret. De fleste kristne, jeg kender til - jeg selv inklusive - møder den slags historier med stor skepsis. Det er som om, vi helst ønsker, at troen skal være noget indre, som ikke bevises gennem ydre tegn. Der er da også sin andel af kvaksalvere derude, som bidrager til, at man betvivler enhver historie om “den slags hokus-pokus”, men samtidig er det værd at spekulere over, hvorfor det tilsyneladende er blevet trygt for os at tro, at troen skal være uden ydre tegn, når nu Jesus i sin tid fortalte om alle mulige tegn og undere, der skulle kendetegne dem, der fulgte ham.

Selvfølgelig kan vi klynge os til historien om dengang, hans disciple først troede, han var opstået fra de døde, da de rent faktisk fik ham at se. Dengang, han sagde til dem, at de troede nu, fordi de havde set, men at man var velsignet, hvis man kunne tro uden at have set. Men hvis vi vitterlig tror, at Helligånden stadig er til stede, må vi vel også tro, at den udretter et eller andet, så det hele ikke blot handler om fortsat at forkynde evangeliet, indtil Jesus en dag vender tilbage?

Paradoksalt nok har jeg somme tider lettere ved at tro på Helligånden som en faktisk eksisterende størrelse, der gør noget konkret her og nu, end jeg kan tro på Faderen og Sønnen. Det gør jeg, fordi jeg ofte oplever, at “nu er Ånden her”. Jeg kan ikke forklare det bedre, end at jeg oplever, at min sjæl åbner sig, som når jeg pludselig synes, jeg hører et budskab fra Gud i noget, jeg har set, hørt eller oplevet - og som ikke nødvendigvis har handlet om noget religiøst. Men det gør mig jo ikke i stand til at tale og forstå alverdens sprog, og når jeg har lagt mine hænder på nogen, har det højst været en behagelig oplevelse og ikke noget, der har helbredt dem eller jaget dæmoner på flugt.

Det eneste, jeg derfor kan sige med sikkerhed om Helligånden, er - i lighed med det, jeg kan sige om Faderen og Sønnen - at jeg i troen finder et håb, som giver mening, og som jeg derfor holder fast ved. Et håb om, at det, jeg erfarer, faktisk stammer fra Gud, og et håb om, at vi derfor - selvom vi befinder os så langt, måske både historisk og mentalt, fra den Gud, der lod sig føde som menneske - stadig har mulighed for at tage del i mysteriet. At Helligånden fortsat virker, selvom det i dag er på en anden måde - ikke fordi, den har forandret sig, men fordi vi har forandret os. At vi aldrig kan komme så langt fra Gud, at vi helt mister forbindelsen - hvor vag og uhåndgribelig, den end må føles.

Zenia Larsen holder foredrag om humor og tro. Læs om hendes foredrag her