Nina vil gøre en forskel for Malawi

NinaBorgen1.jpgPå fredag rejser den 22-årige statskundskabsstuderende Nina Borgen med Folkekirkens Nødhjælp til Malawi. Her skal hun indsamle ny viden som optakt til Sogneindsamlingen næste år.

Tekst og foto af Bo Nygaard Larsen

Kufferten er så godt som pakket, medicintasken er fyldt op, og rejsefeberen har allerede indfundet sig. Sådan er det for 22-årige Nina Borgen, Aarhus, der på fredag den 13. november rejser til Malawi med Folkekirkens Nødhjælp. Her skal hun og det øvrige rejsehold se nærmere på nogle af de projekter, som organisationen har sat i gang i det afrikanske land.
»Jeg ser frem til at se, hvordan indsamlede midler konkret bliver brugt på nødhjælp og se, at det faktisk nytter at samle ind,« siger Nina Borgen, der til dagligt læser statskundskab på Aarhus Universitet.

Turen til Malawi er en tidlig forløber for Sogneindsamlingen, som Folkekirkens Nødhjælp afholder søndag den 13. marts næste år. Her vil indsamlingen netop gå til Malawi, og som indsamlingsleder i Tilst-Kasted Pastorat håber Nina Borgen at komme hjem med en større viden.
»Op til Sogneindsamlingen skal jeg ud og fortælle om mine oplevelser i Malawi og om hvordan tingene ser ud dernede. Malawi er et af verdens fattigste lande, så der er hårdt brug for hjælp,« siger Nina Borgen og fortsætter:

»Jeg vil gerne gøre en forskel for andre. Selv har jeg ikke så mange penge, men jeg kan investere min tid. Og ved selv at tage til Malawi bliver min hjælp mere håndgribelig i stedet for bare at overføret et fast beløb hver måned.«

Hun og rejseholdets øvrige seks indsamlingsledere har selv betalt deres rejse. Pengene har Nina Borgen tjent i sin sommerferie, hvor hun var tjener på restaurant Grappa på Åboulevarden i Aarhus.

»Pengene skulle alligevel bruges på at rejse, og da jeg fik muligheden for at komme til Malawi, var sagen afgjort,« siger Nina Borgen, der især ser frem til mødet med en anden kultur.

»Jeg har rejst en del i Asien, men aldrig i Afrika. Derfor glæder jeg mig til at komme tæt på deres kultur og til at få en indsigt i, hvordan lokalbefolkningen bor og lever. For eksempel bliver det spændende, når jeg en af nætterne skal overnatte hos en familie langt ude i provinsen,« siger hun.

Nina Borgen returnerer til Aarhus søndag den 22. november.

 

Print Friendly
Kunne du lide artiklen? Del den med dine venner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *