GTppAnmeldelse: Velgørende prædikensamling hvor den grundlæggende faglighed er baggrundsbelysningen bag livsnære og i bedste forstand opbyggelige prædikener.

Af Unna-Pernille Gjørup, konstitueret sognepræst i Mårslet

Andagt er iflg. Encyklopædien ”opmærksom åbenhed over for en religiøs virkelighed” og den filosofiske tilgang til andagt kan ses som ”en meditativ tænkning, hvor der “tænkes med hjertet”, og hvor man bliver grebet af og ét med det, man tænker på.” Disse karakteristika kendetegner det dobbelte aspekt ved professor i Det Gamle Testamente, Kirsten Nielsens ”Det Gamle Testamente på prædikestolen. Udvalgte prædikener”, der både kan læses som indsigtsfulde, oplysende og oplivende prædikener, men altså også som en andagtsbog.

Kirsten Nielsen har siden 1989 været ulønnet hjælpepræst for menighederne i Skejby og Lisbjerg (hvem bogen da også er tilegnet) samt lejlighedsvist ved Todbjerg og Mejlby kirker. Bogen indeholder 43 prædikener afholdt i en pe­riode fra 1992 til 2011 præsenteret efter kirkeårets kronologi, men fra vek­slende årstal.

Og nok er Kirsten Nielsen professor i Det Gamle Testamente, et faktum der gennemtrænger prædikenerne insisterende og lavmælt; men også hendes litterære læsning samt interesse i salmer, ikke mindst de nyere salmer, præger prædikenerne.

Tekst og tekst imellem

Kirsten Nielsen læser Bibelen litterært, hvilket vil sige som ”et stykke religiøs litteratur”. Det Gamle Testamente læser hun intertekstuelt: dvs. at enhver gammeltestamentlig tekst indgår i et netværk af tekster. Det gælder internt i Bibelen og det gælder også den enkelte højmesses læsninger, bønner og salmer.

Intertekstualitet betyder tillige, at også senere tekster kan være i dialog med GT. Som eksempel nævner Kirsten Nielsen fristelsesscenen i Matthæusevange­liet (kap. 4, 1-11), hvor Jesu svar til djævlen er hentet i 5. Mosebog (kap. 6-8). Dertil føjer sig som nævnt salmernes tekster og ikke mindst menighedens egne intertekster, dvs. de personlige erfaringer og oplevelser, som indgår som den ukendte medspiller i højmessen.

Enhver prædikentekst er derfor altid i et samspil med et væld af andre tekster, kendte og ukendte.

Et mere nuanceret gudsbillede

I bogens grundige introduktion udfolder Kirsten Nielsen en lang række ek­semp­ler på de gammeltestamentlige læsningers funktion i prædikenen. Af de mere oplagte er dens funktion som præsentation af hovedtemaet; som modspil; som uddy­bende paralleltekst eller de gammeltestamentlige personer ses som forbilleder. Vigtigt er det også, at Kirsten Nielsen peger på, hvordan det faktum, at Bibelen er blevet til over et langt tidsspænd, betyder, at den kan korrigere sig selv. Vi får eksempler på genfortælling af centrale fortæl­linger som Josefhistorien eller teologisk undervisning. Det kan også være at pege på Det Gamle Testamente som det ”fælles grundlag for jødedom, kristendom og islam”. Realismen i de gammeltestamentlige fortællinger kan være trøst i vore liv i dag.

Men det væsentligste ærinde, skriver Kirsten Nielsen, har nok været at bidrage til et mere nuanceret Gudsbillede. Her er hendes store viden på hjemmebane, så den udbredte forestilling om, at den gammeltestamentlige Gud kun er en hårdhjertet fætter, får adskillige modbilleder hentet netop i Det Gamle Testamente.

Brugervenlighed

Hver prædiken begynder med angivelse af hvornår og hvor den er blevet afholdt, tillige med tekstangivelser for den givne helligdag og salmevalget. Angivelse af kilde til de indledende salmevers samt salmer og vers, der indgår i prædikenen opgives, så de er til at finde og genbruge. For bogen synes også tænkt til inspiration for os præster: ”Prædikenerne er ikke tænkt som model …, (men) tanken og ønsket er at de må kunne inspirere andre til i højere grad at inddrage gammeltestamentlige læsninger i prædikenen”, og Kirsten Nielsen føjer til, at hvis man ”fornemmer at ens prædikener ligner hinanden lidt for meget, er en af vejene til variation og fornyelse at se nærmere på de gudsbilleder søndagens gammeltestamentlige læsning indeholder. På den måde vil også nogle af de mindre kendte billeder komme med i forkyndelsen”.

Dét er inspiration og en opfordring som ligger lige for.

inspiration, vidensop­byggelse og medtænken

Kirsten Nielsen har som vidende fagmand en dejlig opmærksom åbenhed overfor Bibelens fortællinger i deres samspil med salmebog og vores konkrete dagligdag. Dermed er prædikenerne lagt frem til inspiration, til vidensop­byggelse og til meditativ medtænken.

Det gør dem konkrete og åbne på samme tid; det er sagkundskab og opbyg­gelighed i eet. For andagt er opmærksom åbenhed, at tænke med hjertet samt eftertankens mulighed. Denne anmelder har i en periode læst en prædiken ved sengetid, og her var andagt i alle dets aspekter.

God fornøjelse!

—

Kirsten Nielsen: ”Det Gamle Testamente på prædikestolen. Udvalgte prædikener”

Udgivet af Præsteforeningen 2014.

200 sider. Pris i boghandelen 247,50.

 

 

Skrevet af Martin Høybye

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *