Ove Paulsen er medlem af Brabrand-Aarslev menighedsråd. Foto af Christian Hebell Paulsen

Glasset er halvfuldt og ikke halvtomt, mener Ove Paulsen, der undrer sig over, at DR kan skabe en negativ historie ud af, at 17% af folkekirkens medlemmer ønsker at være med i et menighedsråd

Af Ove Paulsen, medlem af menighedsrådet i Brabrand-Aarslev Sogne

Illustreret med et billede af en ensom person i en stor, tom kirke, bragte DR den 22. april en artikel med den alarmerende overskrift ”Undersøgelse i folkekirken: Medlemmerne vil ikke være med til at bestemme”. Uha, uha, tænker læseren, nu skrider folkekirken i svinget. Udgangspunktet er imidlertid, at undersøgelsen har vist, at 17 % af folkekirkens medlemmer kunne tænke sig at gå ind i menighedsrådet. Jeg mangler sammenligningsmateriale, men jeg tvivler på, at en undersøgelse, der viste, at et lignende udsnit af befolkningen kunne se sig selv i kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller folketinget ville blive serveret under en overskrift, der antydede, at folkestyrets undergang var nær, eller blive illustreret med et billede af et enkelt, ensomt menneske i folketingssalen.

Undersøgelsen viste flere ting, blandt andet at forbavsende få ved, hvad et menighedsråd laver, ja de interviews, der bringes som kommentar til tallene, antyder at rigtig mange tror, at kirken er præstens og så er den potte ude. Disse helt klare misforhold taler om en svigtende evne til at oplyse og kommunikere, og det må menighedsrådene naturligvis tage på sig. Vi kan altid blive bedre, og vi kan i hvert fald meget let blive bedre til at udbrede kendskabet til, hvad der foregår i kirken lokalt, i din og min kirke.

Men trods manges beklagelige uvidenhed om, hvad der foregår tæt på dem i et fællesskab, de er døbt ind i, og som de betaler nogle tusinde kroner i kirkeskat til om året, kan altså en drøj sjettedel, 17 %, af folkekirkens medlemmer tænke sig at sidde i menighedsrådet. Omsat til vores lokale forhold vil det sige, at omkring 1.000 mennesker i Brabrand og Sønder Aarslev sogne kunne tænke sig at gå ind i menighedsrådet. Og det er jo helt overvældende, selv når vi har trukket de medlemmer af folkekirken fra, der ikke er fyldt 18 år endnu, for der er kun 10 pladser i Brabrand menighedsråd og 5 i Sønder Aarslev menighedsråd. Hvis alle interesserede skulle have mulighed for at sidde i menighedsrådet i bare én periode ville det tage mere end 200 år.

En så stor del af folkekirkemedlemmerne i Brabrand-Sønder Aarslev pastorat vil være en meget broget skare. Men det er jo lige præcis det, der også er brug for. Ikke alle ved lige meget om at være arbejdsgiver for kirkens ansatte, med undtagelse af præsterne, der styres af provst og biskop. Ikke alle vil vide lige meget om, hvordan man forvalter kirkebygninger, præsteboliger, en sognegård og et par andre huse, for ikke at tale om to store parkagtige haver, som vi begraver de døde i, og der vil også være stor forskel på de kompetencer og erfaringer disse mange mennesker har, når det gælder om at forvalte de mange forskellige slags aktiviteter, der tilrettelægges og tilbydes gennem en lang række udvalg, til alle, der gerne vil deltage, mens andre udvalg tager sig af den faste ejendom, løsøret og finansieringen.

Der er faktisk arbejde af rigtig mange forskellige slags, et stort tag-selv-bord, hvor de mest forskellige kompetencer og erfaringer er velkomne for at det store multifunktionelle maskineri kan blive ved med at køre som smurt og tilbyde mangt og meget, der alt sammen hviler i det fællesskab, en menighed er.

Foruden nye medlemmer til menighedsrådet er der også brug for mange frivillige til mange slags ting. Også her er det en fordel, at enhver kommer med egne arbejdserfaringer. Der er brug for det hele og mangfoldigheden gør bare arbejdsfællesskabet rigere.

—

Vi bringer i forbindelse med menighedsrådsvalget i efteråret gerne debatindlæg fra menighedsrådsmedlemmer. Send indlæg til [email protected]