Mange kommer forbi Vor Frue Kirkeplads om morgenen på vej til arbejde, uddannelse eller andet. Fra torsdag den 22. september til den 15. december (med undtagelse af torsdag i efterårsferien) er alle velkomne til at begynde dagen med en kop kaffe og morgensang i kirken.

Døren vil stå åben fra klokken 9.15, hvor kirken tilbyder varm, friskbrygget kaffe, som man kan tage med ind og nyde i kirkerummet. Fra kl. 9.30 til 9.45 synges der en kendt og en ny salme, og sangkvarteret rundes af med et stykke musik spillet af en af kirkens organister.

Sognepræst Mette Maria Kristensen fortæller om det nye tiltag:
”Tanken med at introducere morgensang er at tilbyde folk en rolig start på dagen. Her kan man sidde stille, falde ned og nyde roen med en kop kaffe i det smukke kirkerum, inden vi synger dagen i gang i fællesskab. Det kunne for eksempel henvende sig til dem, der lige har afleveret børn og er på vej til arbejde. Eller til andre, der gerne vil opleve rummets atmosfære og måske kunne bruge et roligt afbræk i en hektisk hverdag.”

Ideen om at tilbyde morgensang er blandt andet udsprunget af det nye salmebogstillæg ”100 salmer”, som er udkommet i år, og som indeholder en samling nye salmer fra de sidste årtiers salmeproduktion. Derfor synges der både en gammel, kendt salme og introduceres en ny hver gang.

Skrevet af Pressemeddelelse

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *