Af Troels Nymann Eriksen
Da jeg for nogle år tilbage startede i gymnasiet, var jeg ikke videre begejstret. Jeg havde lige været på efterskole og var ikke helt indstillet på at tage hjem og endnu værre, så frygtede jeg for min hverdagsindlæggelse på de sekulære daginstitutioner for teenagere. Men så kom Conrad, som lige var blevet student, og Manuel, der gik i 3.g. Det var år siden, at de selv havde gået i 1.g, men de ville stadig gerne ses med en, der gjorde. De venskaber og deres råd og tips til det skolerelaterede eller bare alment menneskelige var uvurderlige for mig. En typisk aftenstund ville som regel indeholde en indledningsvis præsentation af en problemstilling fuldt op med et næsten timelangt stykke med (platte) jokes og fjol (Jeg tilskriver dette teenageres hormonelle ubalance) inden, seriøsitet og sårbarheden kunne sænke sig, og erfaringer, overvejelser og tro kunne deles.
En meget anbefalelsesværdig bog
Godt nok. Men hvad relevans har min lille anekdote for anmeldelsen af Rasmus Jonstrups “Gymnasietro”? Det er kort sagt, fordi (og det er noget af den største ros, jeg kan give), den minder mig om de aftener med Conrad og Manuel, når fjolleriet havde lagt sig. Det er en bog, der tager karakter af en samtale med en åndelig storebror eller mentor og hans lillebror eller -søster, der går på gymnasiet og er tilknyttet Kristeligt Forbund for Studerende. Og det gør den virkelig godt. Fabelagtigt endda vil jeg sige. Og jeg vælger meget bevidst at sige dette indledningsvist, inden jeg fortaber mig i paratekst og sprog, fordi det er heri, at dens berettigelse ligger, og at den excellerer. Det er en meget anbefalelsesværdig bog.
Fornuftigt og elegant inddelt
Indholdsmæssigt er bogen fornuftigt og meget elegant delt i tre: bliv udfordret, forbliv kristen og gør en forskel, der så hver har yderligere fire kapitler, hvor forskellige tematikker tages op (sex og druk, trosforsvar, venner, KFS-gruppe, osv.) og bliver behandlet ud fra personlige erfaringer og bibelske eksempler. Resultatet er en fin blanding af udfordringer, opmuntringer og praktisk vejledning. Især afsnittene Balance (Om bibelens syn på arbejde) og Identitet (Guds kærlighed som fundament for min identitet) er rigtig fine. De fungerer også som overgange mellem de tre dele og sætter baggrundstæppet for næste dels tematikker. Det er ganske snedigt struktureret.
De bedste afsnit er uden engelske fraser
Det er rimelig tydeligt på indholdsdelen, at det er en bog rettet mod gymnasieelever med tilknytning til KFS. Bogens forside med Politikens Håndbog i Nudansk afslører, at der på den sproglige side også er gjort en dyd ud af at rette den mod et ungt publikum. Det kan ses dels ved at bogen på trods af, at den spænder over næsten 200 sider, kan læses på næsten ingen tid (vi taler et par timer), men måske tydeligst i selve sproget, der ligger meget (meget!) tæt op ad talesproget. Jeg tror ellers, at det er en god idé at målrette både sprog og indhold. Det bliver bare for meget ind imellem. Her tænker jeg særligt på brugen af engelsk. Det kan bruges effektfuldt. Og det bliver det også indimellem. Problemet er mængden af sætninger som: “Vi kan så nemt have the fear of missing out.” Det er ikke elegant. Det er faktisk ret kikset. Og det er altså ikke mere end to år siden, at jeg selv var en del af målgruppen. Der burde have været en redaktør, der havde sat en grænse. Der er forskel på tale- og skriftsprog. Og det er ærgerligt, da Rasmus’ sprog slet ikke behøver det engelske for at fungere. Hans bedste afsnit er faktisk uden.
Jeg vil til sidst tillade mig også at kommentere lidt på Leif Andersens forord, indledningen og anbefalingerne på bagsiden. Man får et klart indtryk af, at dette er en bog, der er blevet sukket efter i længere tid, men at den har manglet i det kristne bogrepertoire. Og selvom jeg er delvist enig – der har ikke været en bog, der i så høj grad har været så møntet på kontaktfladen mellem den kristne og det danske gymnasie – så har der været bøger, der har delt langt størstedelen af stofområdet. Kontaktfladen mellem den kristne og det ikke-kristne studiested eller arbejdsplads. Det bizarre er, at en af dem er på forsiden af Gymnasietro (’Der hvor du er’, Olafsrud) og en anden henvises der direkte til i bogen (’Ud af saltbøssen’, Pippert).
Fødderne er godt plantet i dansk ungdomskultur
Og jo, der er forskel på dem og Gymnasietro. Den praktiske vejledning i Gymnasietro er forfriskende, gavnlig og ikke mindst rigtig god, og den kan mere på dette punkt end sine forgængere. Langt mere faktisk, da den har fødderne godt plantet i dansk ungdomskultur og bruger det som udgangspunkt for sine overvejelser. Men den deler en meget stor del af sine overvejelser og principper med disse. På den front er der ikke meget nyt.
Men det skal ikke forhindre mig i at give den mine varmeste anbefalinger. Den er fremragende. Og en gave til det kristne studenterarbejde i Danmark. Der er rigtige mange unge, som enten lige er starten eller skal starte på gymnasiet, der vil få rigtig meget glæde af denne bogs praktiske vejledning og gode råd.