Der er ingen officielle bindinger mellem kirken og parapsykologien, men mange personer med tilknytning til kirken har gennem historien givet os eksempler på store, intuitive visioner. Mester Eckehart (1260–1328), Jacob Böhme (1575–1624), Teresa af Ávila (1515–1582) og William Blake (1757–1827) er eksempler på disse mystiker.
Den romersk-katolske og græsk-ortodokse tradition har generelt været mere åben overfor den mystiske tradition, men den protestantiske kirke bliver gradvist mere interesseret i de ”indre veje” til oplysning og guds-kontakt.
Nu er konceptet Gud ikke en stor interesse inden for parapsykologien. Men oplevelsen af at tilværelsen er kærlighed og at denne kærlighed opleves som en kontakt mellem det enkelte væsen og et altomfattende væsen, man kan kalde Gud, er et tilbagevendende emne i forbindelse med nærdødsoplevelser. Og netop nærdødsoplevelser forskes der meget i, inden for parapsykologien.
Hvorvidt den danske kirke er interesseret i nærdødsoplevelser – det fortæller ikke denne historie. Men vi vil her skrive nogle ord på denne side, om alle de mennesker, som med mod fortæller om deres oplevelser. De får alle, gennem deres nærdødsoplevelse, en opmuntring i, at leve videre uden frygt for døden, selv om det kan være hårdt at ”gå tilbage” ind i den fysiske verden. Kontrasten mellem den kærlighed de oplever på den anden side og den mangel på kærlighed som findes i den fysiske verden, bliver en krævende udfordring.
Frygten for døden forsvinder altid fuldstændigt, da de får en dyb oplevelse af, at livet er evigt, og at alle levende væsener er forbundne med hinanden. Vi er alle dele af det samme – livet selv. Som vil det bedste for alle, hvor alle lærer ud fra det udgangspunkt de har, og hvor alle får undervisning gennem det personlige liv, for at lære os mere og mere om kærlighed til alt og alle.